af Philipp Kochheim
The Greek Passion kaldes for tidens mest aktuelle opera og i betragtning af de næsten 90 millioner flygtninge på verdensplan, er der bestemt noget om snakken.
Men ser man nærmere på Martinůs opera fra 1961, får man forbløffende lidt at vide om flygtningene – næsten kun at de er blevet fordrevet fra deres hjemland. Librettoen siger ikke meget om de nærmere sammenhænge eller de enkelte skæbner. I The Greek Passion viser Martinů sit publikum et hermetisk lukket samfund som trives, der har nok af alting og som stadig forsikrer sig selv om rigtigheden af de mange kristne værdier. Allerede i operaens begyndelse konstaterer kaptajnen: ”This world is a real success; it is paradise”
Her undrer man sig allerede, for de, som allerede befinder sig i Paradis, har vel næppe brug for den kristne lære om frelse, som indbyggerne jo netop er i gang med at vie et årligt passionsspil til? Først da de fremmede flygtninge uventet dukker op, åbenbares det, hvor hult samfundets selvfortælling om kristne værdier klinger, idet landsbyboerne ikke engang kan nå frem til den vel vigtigste kristne dyd, næstekærligheden. Man sværter de hjemløse til, kalder dem ”inficerede” og forviser dem fra stedet for atter uforstyrret at kunne være for sig selv i forsikring om ens egen fromhed. Paradiset fremstår som ”hortus conclusus” – adgang forbudt for fremmede.
Her kunne operaen allerede have fundet sin sørgelige slutning, hvor man hurtigt kommer til at tænke på vores nutid og de folk, som vil bygge mure omkring Europa, men så dukker fårehyrden Manolios op. Han vover det uhyrlige, nemlig at forholde sig til de kristne værdier og tage dem alvorligt, fordi han ikke kan bære de sultende børn og hans medmenneskers elendighed. Her holder han samtidig et spejl op for sine naboers ynkelighed, angst og egoisme. Konsekvensen bliver, at han fordømmes og udstødes af sin kirke. Vi oplever, hvordan han som en ren og enfoldig person fuldstændig helliger sig Kristus – frem for blot at tage kristendommen for at være ritualer og traditioner. Det er, som om han vil grundlægge sin egen civilisation på ny og anbringe det på et mere fast fundament. Derved skaffer Manolios sig – som en stadig voksende karismatisk fører – flere fjender, end han kan holde i skak, og han krænker uskrevne regler hos det i bund og grund veltilfredse landbyssamfund. Da det ikke lykkes at lukke munden på ham, stemples han som terrorist og kan på den måde tilintetgøres.
I sommerens opsætning af The Greek Passion, har vi ladet os inspirere af de romerske katakomber, altså de første kristnes dødebyer, og samtidig har vi udbygget dette med en designmæssig kølighed til at være det hæmningsløst kapitalistiske velstandssamfunds elegante bikube.
Det handler altså i mindre grad om de egentlige flygtninge i Martinůs store opera. Disse fungerer nærmere som en ufrivillig katalysator. Det handler langt mere om et samfund, som ikke kan opretholde sit eget værdigrundlag, og som forfølger anderledes tænkende. Dermed handler det måske også om os?
