<< Tilbage til Rigoletto

Skriftlig introduktion til Verdis Rigoletto

Sædvanligvis giver Den Jyske Opera en introduktion til værket kort før hver forestilling, når vi er på turné rundt i landet. Med den verserende pandemi er det desværre ikke muligt alle steder, og derfor har vi forberedt en skriftlig introduktion til Rigoletto, som du kan læse her nedenfor, når du har lyst.

forestillingssiden kan du læse mere om handlingen og de medvirkende og desuden se forestillingsbilleder og videoer med forestillingens instruktør og dirigent. Her kan du læse den baggrundsartikel, der også er trykt i sæsonens programbog, som kan ses her. På spillestedet udleveres i forbindelse med forestillingen ydermere et programindstik med ekstra information, bl.a. en note fra instruktøren.

Vi har samlet information om komponisten, musikken, konkrete skønne musikeksempler, teksten og dens forlæg og hofnarren som figur.

God fornøjelse med læsningen og ikke mindst med forestillingen!


Om komponisten: Giuseppe Verdi (1813-1901)

Giuseppe Verdi blev født i Italien i 1813. Allerede som niårig blev han organist i sin fødeby og kunne trods sin beskedne baggrund videreuddanne sig. Hans første opera Oberto, conte di San Bonifacio blev opført på La Scala i Milano i 1839, hvilket førte til flere bestillinger og stigende succes.

Verdis opera Rigoletto fra 1851 indkapsler på mange måder en udvikling i Verdis musik: Han brød sig ikke om samtidens hang til afgrænsede arier og overdådige optrin uden forbindelse til handlingen. Da han skrev Rigoletto var han et sted i sin karriere, hvor han havde den nødvendige pondus til at bryde med traditionen til fordel for en mere sammenhængende musik inspireret af den franske ”grand opera”.

Verdi hører i dag til de største komponister - hans musik er ikke mindst blevet så populær på grund af den engagerende persontegning. ”En syngende pukkelryg – hvorfor ikke? Det vil være fantastisk at vise en person, der udadtil er vanskabt og latterlig og indvendigt passioneret og fuld af kærlighed; det var derfor, jeg valgte emnet,” sagde han om karakteren Rigoletto.

Musikken

Opera skal ved hjælp af sangen få publikum til at græde, til at forfærdes og til at dø1

Sådan sagde Verdi om operagenren, som han elskede og dedikerede den største del af sit arbejdsliv til. Verdi skrev næsten udelukkende operaer – 28 i alt2 - og er derudover mest kendt for sit requiem, der også har operakarakter. De store følelser og temaer - livet, døden, kærligheden, hævntørst og had - var på spil for Verdi, operakomponisten par excellence og teatermanden med kærlighed til og en fantastisk forståelse for det store drama.

De fleste af hans operaer er tragiske og kun to er komiske: Hans anden opera, Un giorno del regno, som meget hurtigt blev taget af plakaten og kronen på hans livsværk, Falstaff, som stadig fejres som et mesterværk.

Det store gennembrud fik Verdi med sin tredje opera, Nabucco, hvor han i sit berømte operakor – måske verdens mest berømte – Va Pensiero, giver de undertrykte en stemme og dermed for første, men absolut ikke sidste gang, bruger opera som talerør for politiske budskaber. Verdi blev det store ikon for den italienske frihedskamp for et samlet Italien, som for alvor blussede op i slutningen af 1850´erne – Il  Risorgimento. Oprørerne skrev Viva Verdi på husmurene – et synonym for Viva Vittorio Emanuele, Re d´Italia (konge af Italien). Han blev senere valgt som deputeret for en 4-årig periode (som han dog ikke ønskede at forlænge) og i 1861 udnævnt til senator – begge dele måske mere symbolsk end af gavn.

Verdi står på skuldrene af de store belcantokomponister Donizetti (1797-1848), Bellini (1801-1835) og Rossini (1792-1868). Belcanto, som på italiensk betyder skønsang, er en sangstil, hvor man dyrker en virtuos og legende sangteknik med hurtige løb og forsiringer (koloraturer). Med Verdi bliver stilen udfordret: sangen bliver tungere og bredere og operaerne vildere og voldsommere og mere følelsesbetonede både dramatisk og musikalsk.

Rigoletto fra 1851 er Verdis 16. opera, og udgør sammen med operaerne La Traviata og Il Trovatore en vigtig midterperiode i Verdis produktion. Tiden før kalder Verdi ofte sin tid som galejslave.

Med Rigoletto ville Verdi tilføre operaens form noget nyt: han ville bryde den gængse skabelon og dens regler for, hvilken sanger, der skulle synge hvor meget og hvornår, og hvordan deres arier, duetter og ensembler skulle placeres.

Verdi skriver3:

Min idé om Rigoletto var, at operaen skulle være en lang række duetter uden arier og uden finaler, for sådan følte jeg det. Og hvis nogen indvender: ”jamen kunne De ikke gøre sådan og sådan eller sådan?” så svarer jeg: ”Muligvis, jeg ved ikke, hvordan jeg skulle gøre det bedre…..”

Det var udgangspunktet, men vi fik heldigvis også arierne og kvartetten! Han skrev melodierne med et simpelt akkompagnement og først de sidste 14 dage, hvor han også overværede prøverne, instrumenterede han operaen. Det medførte b.la. at Gildas arie blev sat en halv tone ned, da han havde hørt sangerinden.

Verdi bruger instrumenterne utroligt bevidst og dygtigt til at skabe stemninger og drama: slet og ret musikdramatik. F.eks. lader han i Rigolettos duet med Sparafucile i 1. akt som starter med forbandelsesmotivet ”Quel vecchio malediva me” melodien ligge i cello og kontrabas, men spillet ganske svagt af disse dybe, kraftfulde instrumenter, hvilket giver det faretruende en ekstra dimension.

Et nyt ”instrument” tilføjer Verdi i uvejrsscenen i 3. akt, idet han lader herrekoret synge dæmpet på sidescenen med lukket mund – con bocca chiusa – som en levende, uhyggelig vindmaskine.

Når stemningen og den dramatiske udvikling skifter, så skifter musikken markant i tempo og karakter F.eks. går vi fra det truende forspil i et tilbageholdt, langsomt tempo til festscenen hos Hertugen i hurtigt brillant tempo. Andre eksempler er slutduetten i 2. akt mellem Rigoletto og Gilda, samt slutduetten med den døende Gilda i 3. akt, hvor tempoet veksler i bratte skift affødt af de skiftende følelser.

 

1 Verdi her citeret efter: Thomas Michelsen. Artikel i Politiken 8/10 2013.

2 Heraf er de to reviderede udgaver af tidligere operaer, nu med ny titel.

3 Verdi her citeret efter: Henrik Engelbrecht: Opera - dengang – nu – altid (Politiken, 2004)


Vigtige musikeksempler i Rigoletto

Rigoletto er fuld af god musik, som rummer, udpeger og illustrerer store følelser. Læs med her og lyt på nogle af dem.

Forbandelsen: La Maladizione

Forbandelsestemaet – på italiensk La Maladizione – indrammer hele operaen. La Maladizone var Verdis oprindelige titel til operaen, men den måtte vige i kampen mod censuren. Vi hører forbandelsestemaet i starten af det korte forspil – den rytmiske gentagelse af tonen c i trompeterne – og som Rigolettos sidste ord, da Gilda dør i hans arme ”Ah, la maladizione”. Derudover virker det også som et erindringsmotiv opstået ved Monterones forbandelse over hertugen og Rigoletto i første akt, og derefter når Rigoletto med gru mindes ordene. I forspillet spilles det, men alle andre steder bliver det sunget med den tunge tekst La Maladizione.

Den kendteste arie i Rigoletto: La donna è mobile

Hertugens kendteste arie er ”La donna è mobile”. Han har i øvrigt som den eneste figur en arie i hver akt, som traditionen foreskriver det.

Verdi var udmærket klar over, at han havde skrevet et megahit og forbød tenoren at afsløre den inden premieren, så gondoliererne og dermed hele Venedig ikke kendte den på forhånd. Vi kender alle hittet som den legesyge melodi til ”Rødgrød med fløde på”. Melodien underbygger fint Hertugens overfladiske væsen, hans endimensionelle karakter - libertineren, der leger sig gennem tilværelsen.  Orkestret er umiskendeligt Verdi og fungerer som en kæmpeguitar i valsestil – tung, let, let. Arien kommer tre gange i 3. akt: Først synger Hertugen den på Sparafuciles værtshus, dernæst på sit kroværelse, hvor han venter Maddalena og til sidst, da Rigoletto finder ud af, at det ikke er Hertugen, der er i sækken, men Gilda.

Verdi skrev i øvrigt ingen høje C´er til sine tenorer for ikke at tage for meget fokus fra resten af arien for sangeren. De høje C´er, som publikum forventer fra Hertugen, er tilføjet af tenorerne selv for at opnå ekstra applaus.

Gildas arie: Caro nome

Gilda har kun én arie, hvilket var meget usædvanligt for en primadonna på den tid – tæt på uhørt. Ved førsteopførelsen i Rom bad sangerinden Verdi om at skrive endnu en arie til hende. Hans svar var, at han ikke ville ændre ved operaen, at han ikke kunne gøre det bedre.

Arien skildrer Gildas ungdommelige forelskelse i en ung mand, hun har set i kirken – uheldigvis for hende Hertugen incognito. Hun synger den elskedes navn Gualtier Malde – Caro nome – og er allerede på dette tidspunkt bedraget.

Verdi forklarer sin romerske primadonna, at arien skal synges ”allegretto molto lento – sotto voce”. Det betyder hurtigt (ikke meget) og samtidig meget langsomt og med dæmpet stemme. Han beder altså om lidt hurtigt på den langsomme måde! I partituret står den nu som allegro moderato, som betyder moderat hurtigt.

En sopranarie på den tid havde en langsom del efterfulgt af en hurtig del, hvor primadonnaen kunne fremvise al sin kunnen og slutte af på flotteste vis med bifald til følge. Men læg mærke til, at den hurtige del er udeladt, og at Gilda synger på sin vej ud af scenen. Hun står altså ikke midt på scenen for at modtage publikums hyldest og hendes arie går direkte over i en bortførelsesscene med herrekoret i et hurtigt tempo - ”Zitti, zitti”.  I arien er der, som traditionen byder, indlagt kadencer. Dvs. orkestret stopper og sangerinden bruger sin stemme mere instrumentalt og uden tekst til at vise sin tekniske kunnen og stemmemæssige formåen.

Hun har de lyse træblæsere som ledsageinstrumenter og i denne arie er især de svævende, drømmende fløjter og oboen stemningsbærende.

Verdi skaber på denne måde en ung, uskyldig pige med smukke legende koloraturer, med nedadgående sukkende linjer og følgeskab af de lyse træblæsere og ikke en primadonna med en bravourarie.

Rigoletto: Cortigiani, vil razza dannata

Rigolettos stemmetype er mørk baryton og kræver en skræmmende god højde. Hans arie i 2. akt ”Cortigiani, vil razza dannata” er af ret nyskabende karakter og ikke opbygget som en traditionel arie, men gennemkomponeret – hvilket betyder, at både tekst og melodi er uden gentagelser hele vejen igennem arien. Arien består af tre vidt forskellige små arier, der følger Rigolettos skiftende sindstilstand fra vrede til fortvivlelse og til sidst kapitulation. Hans store parti er karakteriseret ved at være deklamatorisk, recitativisk (tale på sang) som bringer os tæt på hans tanker og giver os mulighed for at følge hans indre samtale. I duetterne med Gilda er partiet derimod mere lyrisk og bredt båret. Han har den mørke fagot og klarinetten som ledsageinstrumenter til sine melodilinjer. Klarinetten som ledsager deler faderen med sin datter.

Kvartetten: Un di, se ben rammentomi

Kvartetten, som starter med Hertugens ”Un di, se ben rammentomi” og indeholder arien ”Bella figlia del amore”, hvorom de andre kredser, fremhæves ofte som Verdis – og et af musikhistoriens - mest vellykkede ensemble. De fire hovedpersoner synger hver deres prægnante melodi, som karakteriserer dem og skildrer deres sindstilstand: Den ulykkelige Gilda; den forførende Hertug; den triste, dystre Rigoletto og den flirtende Maddalena.

Victor Hugo sagde om kvartetten4:

”Hvis bare jeg kunne få fire personer i mine skuespil til at tale i munden på hinanden, og samtidig få publikum til at forstå hvert enkelt ord og deres individuelle følelser….”

Dustin Hofmann instruerede i 2012 den vidunderlige film Kvartetten, som bl.a. har Maggie Smith i en af hovedrollerne som sangerinden, der triumferede som Gilda. På plejehjemmet for tidligere sangere og musikere mødes kvartetten fra Rigoletto efter mange års adskillelse og forviklinger. Hvert år fejres Verdis fødselsdag med en koncert for at samle penge ind til hjemmet. Vil kvartetten kunne synge sammen igen?

Verdi stiftede en fond til et plejehjem for musikere og sangere – Casa di Riposo – Casa Verdi.

 

4 Henrik Engelbrecht: Opera - dengang – nu – altid (Politiken, 2004)

 


Teksten og dens forlæg

En af Verdis helt store styrker var hans evne til at vælge gode tekst-forlæg til sine operaer og derefter lægge forlæggene i hænderne på dygtige librettister. En god operatekst skulle iflg. Verdi være både inspirerende, levende, med stærke og ægte persontegninger og særligt glad var han for forlæg af Shakespeare, Schiller, Byron og Hugo.

Le Roi s´amuse er den bedste historie og måske også det bedste drama i  tid. Triboulet er en skabning, som ville være Shakespeare værdig.5

Rigoletto er baseret på Victor Hugos skuespil Le Roi s´amuse – Kongen fornøjer sig – med pukkelryggen Triboulet som hovedperson. Hugos skuespil havde premiere i Paris i november 1832, men blev straks derefter stoppet, fordi det iflg. den strenge censur, det franske indenrigsministerium, var umoralsk – eller måske snarere fremstillede den franske konge som umoralsk.

Da Verdi lover operaen La Fenice i Venedig en ny og spændende opera med premiere i foråret 1851, kaster han sig over skuespillet. Tekstopgaven tildeles Francesco Maria Piave, hus-forfatter og instruktør på La Fenice. Piave har dette tidspunkt allerede har skrevet fire operatekster til Verdi og er vant til at skrive tekster præcis, som Verdi ønsker – og forlanger – dem. Sammen kaster de sig over arbejdet, håber, at tiderne har ændret sig, og at censuren i Venedig vil være mindre streng end den franske.  For en sikkerheds skyld ændrer de titlen til La maledizione – forbandelsen -  men efter to måneders arbejde skriver den østrigske censurmyndighed til Piave og Verdi:

Vi beklager, at poeten Piave og den berømte mester Verdi ikke har valgt et mere værdigt emne for deres talenter end den revolutionære umoralskhed og obskøne trivialitet, librettoen ”La maledizone” er…6

Piave skynder sig at ændre vigtige hovedpersoners navne og funktioner og visse særligt uanstændige scener – og teksten falder igen for censur, men denne gang af den nidkære Verdi.

Først tredje forsøg falder i god jord hos både Verdi og censuren, og i marts 1851 kan premieren finde sted.

 

5 Her citeret efter H. Engelbrecht: Opera: dengang – nu – altid. (Politiken, 2004)

6 Her citeret efter Eva Rungwald: Fra Hugos Le Roi s´amuse til Verdis Rigoletto (Ascolta, 1993)

Hofnarren

Sandheden skal man høre fra børn og fulde folk – eller hofnarren!

Hofnarren dukker op i middelalderen og ses helt op i 1800-tallet i Italien. Narrens privilegium og opgave var at kunne tale frit i sin herskers nærhed og på vittig og skarp vis udøve kritik af både herskeren, rådgiverne og adelen. Den kløgtige nar kunne have stor politisk magt og indflydelse og forstod ofte at få sin vilje via intriger og var derfor meget sjældent vellidt hos adelen og hofsnogene. Hofnarren balancerede på et knivsæg, men var til en vis grad fredet af herskeren selv.

Narren var oftest klædt i et spraglet kostume og var hoffets entertainer.  Jo mere grotesk han så ud – dværg, pukkelrygget eller krøbling - og jo mere vanvittigt han agerede og talte, jo bedre var han beskyttet – for hvem tager anstød af gal mands tale?

I Rigoletto har lejemorderen Sparafucile har sin kniv og bruger den, som  hofnarren Rigoletto bruger sin skarpe tunge!

 

 


God fornøjelse!