Greven af Luxembourg - handling
Den berømte operasangerinde Angèle kan ikke gifte sig med Fyrst Basil Basilowitsch på grund af sin manglende titel. For at løse dette problem arrangerer Basilowitsch, at den fattige Grev René bliver gift med en kvinde (altså Angèle), hvis ansigt han ikke må se – og samtidig accepterer skilsmisse efter 3 måneder. Som belønning får Grev René en halv million francs. Under vielsen er brudeparret adskilt af et maleri og vielsesringene udveksles uden, at de ser hinanden. Måneder efter møder Angèle og Grev René tilfældigt hinanden og tiltrækkes med det samme. Fyrst Basilowitsch opdager deres gensidige interesse og bliver nervøs; især da hans tidligere forlovede Kokozow er på vej. Men det er for sent: Kokozow ankommer, hævder sin ret til ægteskab og Fyrst Basilowitsch må overgive sig. Angèle og Grev René bekender deres kærlighed – og kan forblive gift…
Om komponisten: Franz Lehár (1870-1948)
Franz Lehár fik sit nationale og internationale gennembrud med operetten Den glade enke.
Og den var mere end et gennembrud – den var ganske enkelt en sensationel succes. Intet underholdningsorkester, intet regimentsorkester, ingen restaurantmusikere med respekt for sig selv kunne lade være med at have dens udødelige melodier på repertoiret, og Lehár dirigerede selv mange af teateropførelserne rundt omkring i Europa. Franz Lehár blev født som søn af en militærmusiker i 1870 i Komárno i det, der dengang var det store østrig-ungarske kejserrige. Efter sin uddannelse ved konservatoriet i Prag virkede han nogle år som orkestermusiker og siden som kapelmester i flere forskellige militærmusikkapeller. Hans to første, i dag ukendte, operetter tjente han så godt på, at han kunne flytte til Wien. Her blev han boende størstedelen af sit liv som en velhavende
kunstner, for Lehár var også en god forretningsmand. Lehár døde i 1948 efter to verdenskrige, der havde reduceret Østrig geografisk, men de formåede ikke at reducere Lehárs position som den betydeligste operettekomponist. Hans rolle i forhold til Det Tredje Rige er dog omdiskuteret. Den glade enke blev uropført i 1905 i Wien. Allerede året efter blev den spillet herhjemme, og det er mange af Lehárs andre værker også blevet. Blandt hans senere operette-pletskud er Greven af Luxembourg (1909), Zigeunerblod (1910), Paganini (1925), Zarewitsch (1927) og ikke mindst Smilets land (1929), hvis flotte hit ”Dein ist mein ganzes Herz” de fleste kan nynne med på, uanset om de kender Lehár eller ej. Det gælder også hans elskede Guld og sølvvals. Lehárs sidste værk var Giuditta (1934). Uropførelsen fandt sted på selveste Wiener Staatsoper og blev transmitteret live af 120 radiostationer, hvilket vidner om Lehárs exceptionelle popularitet.
Den Jyske Opera fejrer 75 års fødselsdag
Det bliver en forestilling fuld af festligheder for og med publikum, når Den Jyske Opera fejrer 75 års fødselsdag i Franz Lehárs vittige og charmerende operette-univers. I Greven af Luxembourg forenes alle kræfter i huset, hvor bl.a. operachef Philipp Kochheim instruerer, musikchef Christopher Lichtenstein dirigerer og rollerne indtages af Den Jyske Operas Kor.
Gratis musikalsk optakt
Kom til gratis musikalsk optakt og bliv introduceret til Franz Lehárs sprudlende og vittige Greven af Luxembourg, der opføres som 75-års jubilæumsforestilling på Den Jyske Opera og som spiller i Musikhuset Aarhus 11., 12., 17., 18. og 19. marts 2022. Mere information følger.
Tidspunkt: 26. februar 2022 kl. 13.00-14.00
Sted: Caféscenen, Musikhuset Aarhus
Pris: Gratis
Læs artiklen Sanselig lykke om operettegenren
Operetten går berusende anarkistisk til værks, når den lader begejstrede og groteske turbulenser – som ellers kun hører hjemme i drømme – udløse i uophørlige sang- og danseløjer. Når den lader stivnet borgerlig hverdags-gråt-i-gråt-bogholderi møde utæmmelige farver, klange og rytmer. Det er det, denne genre er ude på. Den kyniske, ædruelige farce modsiges med et ustyrligt: Nu går det løs! >>> Læs hele Volker Klotz' artikel
Programbog
Den Jyske Operas programbog er et trykt program om alle forestillingerne i sæson 2021-22. Programbogen fungerer som forestillingsprogram og er gratis. Du kan hente bogen på landets spillesteder i forbindelse med Den Jyske Operas turnéer og i Musikhuset Aarhus.
Programbogen indeholder bl.a. længere artikler om forestillingerne. >>> Læs bogen online her>>>