<<<Tilbage til forestillingssiden

Sanselig lykke

Af Volker Klotz, oversat i uddrag


En operette er ikke bare en farce med musik – snarere en modpol til farcen. Denne påstand kan måske i første omgang virke overraskende, da der er mange berøringsflader og fællestræk mellem de to genrer; de gennemløber det samme historiske spænd: Omtrent fra Labiches tidligste succes-farce En italiensk stråhat (1852) frem til Arnold og Bachs Weekend i Paradis (1928); fra Offenbachs første helaftensoperette Orfeus i underverdenen (1858) frem til Künnekes Glückliche Reise (1932). Desuden bygger adskillige og endda særligt vellykkede operette-libretti på farcer. For eksempel bygger Strauss’ Flagermusen på Le réveillon af Meilhac og Halévy, Heubergers OperaballetDe røde dominoer af Delacour og Hennequin og ikke mindst Lehárs Den glade enke L’attaché d’ambassade af Meilhac. 

På den anden side er det den forvirrende operettestemning, som får lokket mangen farcehelt på afveje. De to genrer har åbenlyst tematiske kernepunkter tilfælles. De udspringer af bevidste eller halvbevidste længsler og bekymringer hos tidens middelklasse: konflikter om erotisk og økonomisk formåen sat på spidsen i sidespringeriet. Alligevel: Det som operetten skaber, på samme tid og ud af det samme erfaringsstof som farcen, strider både som værk og i sin publikumsimpuls mod farcens sceniske verdensbillede. Også i operetten er de dramatiske forløb strengt reguleret, men det, der kommer ud af handlingen er ikke nogen tvangsmekanisme, men tværtimod en køn redelighed for de involverede. Også operetten kaster sine personer ind i uberegnelige begivenheder, men de kommer ikke forvirrede ud på den anden side - snarere i løftet stemning. De påtvinges også i operetten opslidende forgæves spilfægterier, men de udmattes ikke – de får blot endnu dristigere livslyst og håb. I hele sit væsen strider operetten mod farcen. Den affinder sig ikke med det samfundsmæssigt givne og den nøjes ikke med nøgtern uinteresserethed, der blot karikerende bekræfter den fremtidsløse middelstands ydre og indre status quo.

Operetten slår sig i tøjret. Dels satirisk, dels ironisk, dels anarkistisk. Satirisk, angrebslystent går det for sig, når den undergraver skråsikre, opblæste magthavere – både personer og institutioner – og offentlighedens krav: Fra den farligt selvfølgelige militarisme (general Boum i Offenbachs Storhertuginden af Gérolstein) til den bedagede retsplejes tomgangs-ceremoni (forlovelsesretssagen i Sullivans Trial by Jury). Fra livsfarlig uduelighed hos afdankede herskere (Bourbon- kongen i Leo Falls Madame Pompadour) til sammensmeltningen af skrupelløs forretningsførelse krydret med Wagner-dyrkelse i det wilhelminske storborgerskab (ægteskabs- og finansslagsmålene i Oskar Straus’ Die lustigen Nibelungen). Operetten går ironisk og selvironisk til værks, når den prisgiver både de værdier den ivrigt selv forfægter samtidig med den i sin dramaturgi scenisk sætter sine værdier i omløb til latteren.

Men frem for alt går operetten berusende anarkistisk til værks, når den lader begejstrede og groteske turbulenser – som ellers kun hører hjemme i drømme – udløse i uophørlige sang- og danseløjer. Når den genopliver skøre og kærlige energier netop hos de, der som enkeltindivider eller som klasse mener, forlængst at have lagt dristigheden bag sig. Når den lader stivnet borgerlig hverdags-gråt-i-gråt-bogholderi møde utæmmelige farver, klange og rytmer. Det er det, denne genre er ude på. Den kyniske, ædruelige farce modsiges med et ustyrligt: Nu går det løs!