af Nila Parly
Puccinis Madama Butterfly handler først og fremmest om kærlighed – den mellem to unge mennesker, men også den mellem mor og barn: Den japanske hovedperson, Cio-Cio-San, får nemlig en søn, hvis trygge fremtid i Amerika bliver vigtigere for hende end hendes eget liv.
Derudover handler den om kedsomhed: Den amerikanske flådeofficer, Pinkerton, gifter sig med Cio-Cio-San vel vidende, at han snart vil forlade hende igen til fordel for en ”rigtig” amerikansk hustru. Hans ægteskab med den japanske geisha i Nagasaki er for ham som udgangspunkt kun et erotisk-kulturelt tidsfordriv.
Ud over kærlighed og kedsomhed ulmer der under overfladen også en kras kritik af den vestlige verdens kolonialistiske kvindesyn samt en iboende eksotisme, der gør den sårbar over for moderne tiders beskyldninger om netop kolonialistisk orientalisme.
Cio-Cio betyder sommerfugl på japansk, så ”Butterfly” er egentlig bare en direkte engelsk oversættelse af hendes navn. Men navnet siger også noget om hendes karakter og ikke mindst noget om Pinkertons syn på hende: Butterfly er smuk og delikat. Lige præcis sådan en eksotisk skabning, samlere ynder at stikke en nål igennem og hænge op, som et lille stykke vild natur, man kan dyrke som kunst.
Butterfly elsker Pinkerton med en dyb, troskyldig og uudslukkelig kærlighed. Hun er bare 15 år, da de bliver gift, og han er svaret på alle hendes drømme. Pinkerton derimod opfatter deres ægteskab som en midlertidig løsning, også selv om han bliver stadig mere fascineret af den unge kvinde og til sidst fortryder sin egoistiske fremfærd.
Magtforholdet mellem de to er fra starten skingrende ulige, og at den sårbare, renhjertede Butterfly ender med at begå selvmord i stedet for at konfrontere Pinkerton med hans svigt og insistere på at beholde sit barn og leve videre uden ham, kommer ikke rigtig som en overraskelse. Desuden havde Puccini det med at slå sine heltinder ihjel i slutningen af operaen, og det var også forventningen hos det italienske operapublikum i begyndelsen af 1900-tallet.
Men Puccinis Madama Butterfly er alligevel væsentlig mindre chauvinistisk end den franske forfatter Pierre Lotis originale selvbiografiske roman Madame Chrysanthème (1887), der var afsættet for de mellemliggende amerikanske værker, Puccini lod sig inspirere af (en roman af John Luther Long og et drama af David Belasco).
Originalforfatteren Pierre Loti havde selv været flådeofficer og havde, som så mange andre vestlige soldater på den tid, benyttet sig af den japanske lov, der tillod midlertidige ægteskaber med japanske kvinder. Han udvalgte sin unge brud blandt andre potentielle brude i et fint japansk tehus, og parret blev tilsyneladende aldrig for alvor følelsesmæssigt involveret. Han behandlede hende som en levende dukke, og da han forlod hende, var hun ifølge forfatteren selv alene optaget af at tælle de penge, han havde betalt for hendes ydelser.
Lotis selvbiografi endte altså ikke med dødelig udgang for den japanske kvinde, det var noget Belasco fandt på senere hen i sit Butterfly-drama, og som Puccini garanteret har elsket, da han i år 1900 overværede en opsætning af en-akteren i London uden at forstå et ord af den engelske tekst.
Cio-Cio-San var efter sigende Puccinis yndlingsheltinde. Hans musik bakker da også op om alt, hvad hun synger, og sopranen er på scenen i et omfang, der langt overgår tenoren. Det er hendes historie, hendes følelsesliv, hendes stemmes udvikling fra rørende skønsang til dramatisk ”tour de force”-udladning, der udtrykkes med hele orkestrets klanglige sikkerhedsnet udspændt under sig.
Puccini har inkorporeret adskillige originale japanske melodier i værket, og det store orkesters sirligt elegante klangunivers er tydeligt inspireret af hendes hjemlands pentatone skalaer. Pinkerton er til sammenligning en temmelig flad karakter, og hans musik bliver karakteristisk nok igen og igen kædet sammen med den amerikanske nationalsang, som om han ikke var et menneske men en hel nation.
Madama Butterfly er – selv om den var en stor fiasko ved urpremieren - i dag en af de mest elskede og spillede operaer i verden, inklusive Japan. Historien har inspireret til utallige bearbejdelser, bl.a. hele tre stumfilm, en animationsfilm, utallige spillefilm, balletter, musikdramaer og romaner samt en japansk TV-serie.
En af de kendteste spin offs er West End- og Broadway-musicalen Miss Saigon fra 1989, hvor fortællingen er flyttet til Vietnam under Vietnamkrigen. Den er skabt af Alain Boublil og Claude-Michel Schönberg, der også stod bag musical-succesen Les Misérable. I Miss Saigon er den mandlige hovedperson fortsat en amerikansk flådeofficer, mens Cio-Cio-San er forvandlet til en prostitueret sydvietnamesisk ”bargirl” ansat på et bordel i Saigon. Noget af en deroute for den kunstneruddannede, forfinede geisha fra Puccinis opera.
Amerikanske feminister har da også begrædt denne udvikling og kaldt musicalen både sexistisk og racistisk. Og det gjorde naturligvis ikke sagen mindre betændt, at to af de asiatiske biroller i Miss Saigon blev spillet af hvide mænd iført øjenproteser og bronzefarvet ansigtscreme, en maskering der for mange amerikanere minder mistænkeligt om den nedværdigende blackfacing, der fandt sted i 1800-tallets hvide ”minstrel shows”.
Så er dramaet M. Butterfly af den asiatisk-amerikanske forfatter David Henry Hwang væsentlig mere politisk korrekt. Det havde premiere på nationalteatret i Washington året før Miss Saigon-premieren og blev i 1993 indspillet som film med Jeremy Irons i hovedrollen. M. Butterfly er en slags dekonstruktion af Puccinis opera Madama Butterfly og handler om en fransk diplomat, der gifter sig med en Peking-operasanger. Det viser sig efter 20 års samliv, at operasangerinden i virkeligheden er en mand, der hele vejen igennem har spioneret imod ham som kinesisk agent. Diplomaten ender som Butterfly med at begå selvmord.
I en kontroversiel opsætning af stykket i Moskva i 1990 blev musikken fra Puccinis opera blandet op med fransk popmusik, og Peking-operasangeren blev spillet af en kontratenor, der undervejs i forestillingen sang flere af Madama Butterflys arier.
Hvad kan man vente sig i fremtiden? Andre spin offs er tænkelige, hvis forskellige grader af wokeness og flydende kønsidentiteter skal lægges ind i fortællingen. Pinkerton som en rig, hvid kvinde, der udnytter en fattig, sort mand i Afrika? Butterfly som lesbisk kvinde, der svigtes så fatalt af den kvinde, hun elsker, at hun opgiver det barn, de har fået med en Pinkerton-donor, og tager sit eget liv? Der er mange muligheder for bulder og brag og rasende debatter.
Selve operaen er dog så elsket og har fået så høj klassikerstatus, at det er svært at se for sig, hvordan den skulle laves om. Men måske skal Pinkerton ikke føle sig for sikker på at slippe fra sit ansvar i fremtidige opsætninger – måske er der plads til endnu en død i de afsluttende takter.
