Handling
Første akt: Wetzlar, 1780. Charlotte har på sin mors dødsleje afgivet et løfte om at gifte sig med Albert. Til trods for, at hun ikke er forelsket i ham, har Charlotte affundet sig med sin skæbne, lige indtil hun møder den passionerede Werther, der vækker hendes følelser.
Anden akt: Få måneder senere: Charlotte har holdt sit løfte og giftet sig med Albert. Efter planen skal Werther til bal sammen med Charlottes yngre søster Sophie, men han virker modvillig. Han er sønderrevet af sine følelser for Charlotte og ender med at storme ud af huset. Det går op for Albert, at Werther er forelsket i hans hustru.
Tredje akt: Werther er begyndt at sende inderlige kærlighedsbreve til Charlotte, der indser, at hun har giftet sig med den forkerte mand. Sophie forsøger at trøste hende. Ikke desto mindre beslutter Charlotte sig for at holde sit ægteskabsløfte og sender Werther bort. I desperation beder Werther om Alberts pistoler, idet døden synes at være den eneste udvej…
Fjerde akt: Juleaften. Charlotte leder efter Werther for at forhindre ham i at begå selvmord, men hun kommer for sent. Werther har allerede såret sig selv dødeligt. Hun bedyrer ham sin kærlighed og kysser ham, før han dør, imens julesang høres i det fjerne.
Uddrag fra brevromanen Den unge Werthers lidelser