Handling
Vi oplever det sidste døgn i levemanden Don Juans liv. Efter at have forsøgt at forføre eller forgribe sig på Donna Anna dræber Don Juan hendes far, Kommandanten, i en duel. Donna Anna befaler sin forlovede, Don Ottavio, at hævne drabet. På flugten fra Don Ottavio møder Don Juan og hans tjener Leporello en tidligere flamme, Donna Elvira. Hun er kommet til byen for at tvinge ham til at gifte sig med hende. Men da Don Juan nægter, slutter Donna Elvira sig til hans fjender, selvom hun alligevel forsøger at redde hans liv op til flere gange. Midt i denne redelighed forsøger Don Juan at forføre bondepigen Zerlina. Zerlinas forlovede, Masetto, forsøger at indfange Don Juan og prygle ham til uigenkendelighed. Undervejs på deres flugt hører Don Juan og tjeneren Leporello den afdøde Kommandants stemme, der truer Don Juan med straf. Fuld af arrogance inviterer Don Juan Kommandanten til aftensmad. Til Don Juans store overraskelse ankommer Kommandanten samme aften og bekendtgør, at den skruppelløse skørtejægers sidste time er kommet, hvorpå Don Juan opsluges af helvedes flammer.