


Turné
20. februar - 28. marts 2025
DANSK OPERASKAT
’Fête galante’ betyder kærlighedsfest og betegner de malerier, der viser festerne og udskejelserne hos
den franske adel i 1700-tallet. I den folkekære danske komponist Poul Schierbecks Fête galante kommer en sådan kærlighedsfest ud af kontrol, da Grev René fører den unge Suzon bag lyset, og det får store konsekvenser. Poul Schierbeck har skrevet melodierne til nogle af de mest populære danske sange, heriblandt ”I Danmark er jeg født”, ”Hør den lille stær” og ”Det er i dag et vejr”. Hovedværket Fête galante er hans eneste opera.
Handling
Den unge Grev René gifter sig med den unge pige, Suzon. Hun aner ikke, at ægteskabet er ugyldigt og underskrevet af en beruset lakaj. Teaterdirektøren Scaramouche opdager bedraget og vil udnytte situationen. Han får en notar til at underskrive ægteskabskontrakten og tilbyder den til Suzon – han vil senere afkræve betaling. René tilstår, at vielsen var ugyldig, men at han faktisk elsker Suzon. Suzon tror blot, han vil teste hende, for hun har jo lige set det gyldige dokument. Da Markis d’Argenville, en af Renés venner, forgriber sig på Suzon, udfordrer René ham til duel. René forlanger tavshed af sine venner om bedraget, men Suzon har hørt det hele. Kongen ankommer, afblæser duellen og forlanger at se bruden, som han har førsteret til på bryllupsnatten. René værger sig, og Scaramouches hustru udgives for at være Suzon. Kongen bliver straks meget betaget af hende – til stor fortrydelse for Scaramouche. Suzon afslører, at hun ved alt om Renés bedrag og river ægteskabskontrakten i stykker. Det lykkes dog René at få hende overbevist om sine reelle hensigter, og de forsones.
Gratis introduktioner til Fête galante
Du kan blive klædt på til Fête galante med vores gratis introduktioner før forestillingerne.
Introduktioner i Aarhus ved Susanne Vinther:
Lange introduktioner
- Torsdag 20. feb. kl. 18.30-18.55: Balkonfoyer
- fredag 21. feb. kl. 18.30-18.55: Balkonfoyer
- Lørdag 22. kl. 14.00-14.25: Balkonfoyer
Korte introduktioner
- Torsdag 20. feb. kl. 19.10-19.20: Balkonfoyer
- fredag 21. feb. kl. 19.10-19.20 Balkonfoyer
- Lørdag 22. kl. 14.40-14.50: Balkonfoyer
Forestillingsbilleder
Kom med ind i universet til Schierbecks opera: Her snor pudderparykker, rokokokostumer og tyvernes udtryk sig mellem hinanden i en kærlighedsfest, hvor alvoren pludselig sniger sig ind i legen.
Dirigent Christian Øland: "En skam at Schierbeck kun skrev én opera"
I februar 2021 arbejdede det kunstneriske hold på scenen sammen med dirigent Christian Øland og pianist Rima Chacaturian under særlige corona-arbejdsforhold. I den forbindelse fortalte Christian Øland om, hvordan det er at arbejde med et stykke dansk operahistorie, og hvorfor det er en skam, at Schierbeck kun skrev én opera.
Nu vender det samme kunstneriske hold tilbage på scenen, og Christian Øland kan stå i spidsen for landsdelsorkestrene.

Instruktør Jacob Schjødt om Fête galante
”Poul Schierbecks opera indeholder nogle vidunderlige kontraster ved, at musikken og hele situationen er festlig og let og samtidig har en bund af den dybeste alvor og mørke. I Fête galante præsenteres vi for en verden, hvor privilegerede mænd ikke skyr mange midler for at få, hvad de gerne vil have. Mændene jager og kvinderne er byttet. De senere års heftige opgør med grænseoverskridende adfærd, krænkelser og magtmisbrug skaber en kontekst til Fête galante, der bringer det 90 år gamle operaværk helt ind i vores tid.”

Poul Schierbeck (1888-1949)
Poul Schierbeck blev født i et musikinteresseret, akademisk hjem. Han afbrød jurastudiet til fordel for private musikstudier med bl.a. Carl Nielsen og Thomas Laub som vejledere. I begyndelsen af 1. Verdenskrig gjorde han militærtjeneste som løjtnant, og i 1916 fik han ansættelse som organist i Skovshoved Kirke, hvor han virkede til sin død i 1949. I 1931 blev Fête galante opført på Det Kgl. Teater, og samme år blev Poul Schierbeck knyttet til Det Kgl. Danske Musikkonservatorium som lærer i komposition og instrumentation. En lang række danske komponister har nydt godt af hans undervisning. Ouverturen til Fête galante blev Schierbecks mest populære orkesterværk og en fast bestanddel af danske orkestres repertoire.
Spilleperiode
Premiere 20. februar 2025 i Musikhuset Aarhus
Musikhuset Aarhus: 20. - 22. februar 2025
Turné: 20. februar - 28. marts 2025
Fakta
Opera i 3 akter
Varighed ca. 2 timer og 30. min. inkl. pause
Sprog Synges på dansk med danske overtekster
Musik af Poul Schierbeck
Libretto af Max Lobedanz
Førsteopførelse 1. september 1931 på Det Kgl. Teater
Holdet bag
Hvem synger hvor og hvornår?
Kostumetegninger til Fête galante
Få et smugkig bag om Fête galante og se scenograf og kostumedesigner Astrid Lynge Ottosens farverige univers
Tak til







