De knuste hjerters opera

Verdens første kultroman

Goethes roman Den unge Werthers lidelser kan litteraturhistorisk placeres inden for den tyske bevægelse, der kaldes ”Sturm und Drang”, som løber fra cirka 1766 til 1786, og som får sit navn efter et skuespil af Friedrich Maximilian von Klinger. Bevægelsen er i bund og grund et opgør med mange af oplysningstidens ideer og tankegods, der har fokus på en rationalistisk verdensopfattelse og mennesket som et fornuftsvæsen. Det tyske samfund er i 1700-tallet i oplysningstidens ånd præget af normer og konventioner, hvor individet skal følge den vej, der er lagt for ham eller hende og ikke jagte egne behov eller ambitioner. Og det er netop ønsket om at frigøre sig fra samfundets begrænsninger samt længslen efter at få lov til at udfolde sig i overensstemmelse med egne drømme og originalitet, der bliver fundamentet for Sturm und Drang-bevægelsen, som man har kaldt verdens første ungdomsoprør.

Den unge Werthers lidelser udkommer i 1774 og bliver Sturm und Drang-bevægelsens hovedværk. Den udspiller sig omkring de centrale temaer i bevægelsens verdensopfattelse såsom individet over for kollektivet; geni-tankegangen; en panteistisk naturopfattelse; weltschmerz og et nyt følelsesladet sprog. Alle disse temaer koncentreres i Goethes fortælling om den til tider noget patetiske Werther, der i romanen konstant søger ensomheden og betragter sig selv som i opposition til samfundet og udtrykker sin lede ved de mennesker, som bare lader livet gå sin kedelige gang uden behov for at tænke og udtrykke selvstændige tanker. Naturen bliver det sted, hvor Werther kan finde en form for samhørighed med verden på godt og ondt, og naturen afspejler gennem hele romanen hans sindstilstand.

Denne sindstilstand svarer til den grundlæggende følelse i Sturm und Drang-litteraturen: nemlig melankolien, tristheden og tungsindet, der bliver karakteriseret med begrebet ”Weltschmerz”. Også Werther er præget af denne grundstemning, og ud over Hamlet er Werther et af de mest lidende (og selvbevidste) mennesker i litteraturhistorien. Disse overvældende følelser kan ikke rummes og formidles gennem datidens herskende formelle sprogbrug, og derfor kommer romanen også til at blive et pejlemærke for en ny sprogstil, der er ærlig, hudløs og følelsesladet, og hvor genren – brevromanen – netop giver Werther mulighed for at udtrykke sine inderste følelser og tanker til vennen Wilhelm.

Den unge Werthers lidelser er blevet kaldt for verdens første kultroman, og ligesom med andre kultromaner er der masser af rygter og historier knyttet til den. For det første mener mange ved udgivelsen, at den er bygget på Goethes egne oplevelser med ulykkelig kærlighed. Og selvom man nok ikke skal læse Den unge Werthers lidelser som et selvbiografisk værk, er der dog en vis sandhed i, at Goethe i sit eget liv oplevede et trekantsdrama som i romanen. Da han i 1772 er juristpraktikant i Wetzlar møder og forelsker han sig nemlig i en ung kvinde ved navn Charlotte Buff. Hun er desværre allerede forlovet med Johann Kestner, men i et par måneder forsøger Goethe at lægge an på Charlotte, indtil forholdet mellem de tre bliver for anspændt, og Goethe rejser væk.

Et andet rygte, der selv i dag knyttes til romanen, er, at der i tiden efter romanens udgivelse startede en selvmordsbølge blandt unge mennesker i Tyskland og Europa. Nogle steder kan man finde påstande om, at der var helt op til 2000 unge mennesker, som tog deres eget liv efter inspiration fra Werther og med ulykkelig kærlighed som begrundelse. Hvis man har en kildekritisk tilgang til dette rygte, må man konkludere, at det nok er noget overdrevet. Men der er ingen tvivl om, at visse selvmord fandt sted.

Også på andre måder lod unge følsomme mennesker sig inspirere af bogen og dyrkede Werther som idol. Det angives i bogen, at Werthers yndlingstøj er en blå frakke og en gul vest, og netop dette blev højeste mode blandt unge i årene efter udgivelsen. Romanen vakte opsigt i alle lag af samfundet, og magthaverne måtte derfor også forholde sig til den. Kirken var naturligvis ikke glad for bogen, da både selvmordet og den ekstreme dyrkelse af egoet blev betragtet som en synd, og kirker i hele Europa advarede derfor mod bogen og dens virkelighedsfjerne livsopfattelse og Werther-feber, som gav dårlige nerver og kunne føre til selvmord. I Danmark forbød Universitetets Teologiske Fakultet, at bogen blev oversat, og der kom først en dansk oversættelse i 1820, men da de fleste i den kulturelle elite alligevel læste tysk, og alle hørte om bogen, så havde det ikke den store betydning.

Af Peter Kennebo